Forskellen mellem fosfaterings- og passiveringsbehandlinger i metaller ligger i deres formål og mekanismer.

Fosfatering er en vigtig metode til korrosionsforebyggelse i metalmaterialer.Dens formål omfatter at yde korrosionsbeskyttelse til basismetallet, tjene som en primer før maling, forbedre vedhæftningen og korrosionsbestandigheden af ​​belægningslag og fungere som et smøremiddel i metalbearbejdning.Fosfatering kan kategoriseres i tre typer baseret på dets anvendelser: 1) belægningsfosfatering, 2) koldekstruderingssmøring, og 3) dekorativ fosfatering.Det kan også klassificeres efter den anvendte type fosfat, såsom zinkphosphat, zink-calciumphosphat, jernphosphat, zink-manganphosphat og manganphosphat.Derudover kan fosfatering kategoriseres efter temperatur: højtemperatur (over 80 ℃) fosfatering, mellemtemperatur (50–70 ℃) fosfatering, lavtemperatur (omkring 40 ℃) fosfatering og stuetemperatur (10–30 ℃) fosfatering.

På den anden side, hvordan sker passivering i metaller, og hvad er dens mekanisme?Det er vigtigt at bemærke, at passivering er et fænomen forårsaget af interaktioner mellem metalfasen og opløsningsfasen eller af grænsefladefænomener.Forskning har vist virkningen af ​​mekanisk slid på metaller i en passiveret tilstand.Eksperimenter viser, at kontinuerlig slid af metaloverfladen forårsager et signifikant negativt skift i metalpotentialet, hvilket aktiverer metallet i en passiveret tilstand.Dette viser, at passivering er et grænsefladefænomen, der opstår, når metaller kommer i kontakt med et medium under visse forhold.Elektrokemisk passivering sker under anodisk polarisering, hvilket fører til ændringer i metallets potentiale og dannelsen af ​​metaloxider eller -salte på elektrodeoverfladen, hvilket skaber en passiv film og forårsager metalpassivering.Kemisk passivering involverer på den anden side den direkte virkning af oxidationsmidler såsom koncentreret HNO3 på metallet, dannelse af en oxidfilm på overfladen eller tilsætning af let passiverbare metaller såsom Cr og Ni.Ved kemisk passivering bør koncentrationen af ​​det tilsatte oxidationsmiddel ikke falde under en kritisk værdi;ellers inducerer det muligvis ikke passivering og kan føre til hurtigere metalopløsning.